Sådan holder du den perfekte børnefødselsdag
Hvis du har børn, vil du også vide, at bortset fra juleaften, så er barnets fødselsdag den vigtigste dag på året. Det er en dag, som der er tårnhøje forventninger til, og som forældre vil vi selvfølgelig gå langt for at sikre, at dagen lever op til alle forventninger, og barnet bliver fejret, som han eller hun har drømt om.
Højdepunktet er fødselsdagsfesten med vennerne fra børnehaven eller skolen, og der er mange ting, der skal tages stilling til, når man skal arrangere sådan en børnefødselsdag.
Allerførst skal du tage stilling til budgettet. Det letteste er jo at købe sig til det hele i et legeland eller en svømmehal ude i byen, hvor alle børn drømmer om at komme hen. Men det er dyrt, og så er det jo heller ikke den mest personlige fødselsdag, man kan holde for sit barn.
Det kan være et stort projekt at holde en børnefødselsdag, hvor man selv står for alting fra idé, invitationer, pynt, underholdning og mad. Men hvis man planlægger det godt, kan man fordele opgaverne over lang tid, og så kan det blive et projekt som forældre og barn er fælles om, og det kan I få mange sjove timer til at gå med.
Planlægning af fødselsdagsfesten
Gå struktureret til værks. Sæt dig ved spisebordet sammen med din barn og snak om, hvad det er for en fødselsdag han eller hun drømmer om. Det kan du gøre næsten uanset alder, for hvis barnet er gammel nok til at vide, at hun snart har fødselsdag, så er hun også gammel nok til at have en forestilling om, hvordan den skal holdes.
Hav papir og farveblyanter fremme og tegn og notér det, I taler om. Det skal være en åben snak, hvor alle idéer kommer frem på bordet. Det gør jo heller ikke noget, hvis der kommer idéer frem, som I kan gemme til næste års fødselsdag.
De fleste børn har nogle figurer fra tegneserier, tegnefilm eller fra rigtigt film og serier, som de er helt vilde med, og som man bruge som tema idé til børnefødselsdagen. Det kan også være, at dit barn har en særlig interesse, der fylder meget i hans eller hendes liv og hverdag, som kunne bruges til at bygge en temafest op over. Det kunne være en sport som fodbold eller badminton, eller det kunne være ridning og heste. Måske elsker dit barn bare dyr generelt eller robotter eller noget helt tredje.
I skal også tale om pynt, mad, lege og invitationer. Hvis I sammen finder på et tema, så handler det om at få temaet til at gå igen hele vejen igennem fra invitation over maden og dekorationerne til gæsterne siger farvel og tak.
Invitationen er appetitvækkeren
Hvis der er et tema til fødselsdagen, skal invitationen naturligvis også give udtryk for det. Er det en piratfødselsdag, en disco fødselsdag, en sort/hvid fødselsdag eller noget helt fjerde, så er det de ting, der skal være repræsenteret i invitationen. Invitationen skal først og fremmest informere om tid og sted, og den skal bede om et svar, så I er forberedt på, hvor mange gæster I får på dagen. Men det er også en appetitvækker til børnefødselsdagen, og det skal den naturligvis afspejle.
Måske har I valgt ikke at have et tema. Det kan være, at I ikke synes, at der er noget tema, der passer til barnet. Der behøver ikke være et tema, men det er helt sikkert, at jeres barn har yndlingsfarver, og så kan det blive afgørende for, hvordan invitationen ser ud. I kan skrive invitationen på computer, hvor I kan vælge sjove skrifttyper og sætte fotos ind af barnet og printe ud på farvet papir.
Men I kan også købe karton og selv klippe invitationen i facon og skrive invitationerne i hånden og på den måde gøre dem endnu mere personlige. Hvis barnet er gammel nok, kan du lade ham eller hende skrive invitationerne selv eller i hvert fald skrive en del af dem. Måske bare navnet på gæsten. Det kan man også på de computerfremstillede invitationer.
Læs mere om invitation til børnefødselsdag her.
Maden er et af fødselsdagens højdepunkter
Uanset hvilken aldersgruppe, du skal arrangere børnefødselsdag for, så er maden vigtig. Fødselsdagsbarnet skal være med til at bestemme, hvad der skal serveres, men det skal også være sådan, at der er lidt for enhver smag. Samtidig skal det være mad, der ikke er alt for arbejdskrævende, eller hvor dele af den kan forberede en dags tid eller to i forvejen.
En god idé er at lave maden som en slags buffet, hvor børnene selv kan vælge de ting, de godt kan lide og gå uden om det, de ikke bryder sig om. Der kan også være børn, der ikke må spise det ene eller det andet, uanset om det skyldes religion, diabetes eller allergier, og det er man selvfølgelig nødt til at være forberedt på.
Maden skal være festlig, og der er mange måder lave små sandwiches, frikadeller, falafel og små skinkemuffins og andre ting, som smager godt, og som er nemme at spise med fingrene.
Læs mere om mad til børnefødselsdag her.
Hvad skal vi lege til børnefødselsdagen?
Hvis man ikke forbereder nogle sjove lege, så kan sådan en børnefødselsdag godt komme til at føles lang. Nogle børnegrupper er gode til selv at sætte lege igang og få alle med, men det er en god idé at have forberedt nogle underholdende indslag, som passer til aldersgruppen.
Lad fødselaren være med til at bestemme, hvilke lege han eller hun gerne vil lege til sin fødselsdag. Mulighederne er mange, men afhænger naturligvis af børnenes alder og om det er en sommer eller vinterfødselsdag. Hvis der er god plads, og det er vejr til at lege ude, kan man lege fangelege, mens det mere handler om ballondans og stoleleg eller quizzer, hvis man skal være indendøre.
Læs mere om sjove lege til børnefødselsdag her.
Gode minder fra fødselsdagen
I kan lægge en lille gave ved hver plads på bordet, så alle få en lille ting med hjem. Det behøver ikke være noget dyrt. Hvis der er et tema, skal det have noget med det at gøre. Man kan også tage billeder af gæsterne sammen med fødselaren, som I kan printe ud, så alle kan få en lille souvenir med hjem fra fødselsdagen til minde om en god dag.
Kommentarer er lukket.