Kæledyr til børn – styrker børn og skaber glæde i familien
Kæledyr til børn er et emne, som mange forældre bliver konfronteret med, når deres børn tigger om en hund eller en hamster. Er det nu også en god idé med et kæledyr i huset?
Det korte svar på det spørgsmål er oftest, at det er en rigtig god idé. Der ligger mange gode oplevelser og erfaringer at hente for børn, der har kæledyr. Men der er naturligvis også en masse ting, man bør afklare, før man løber ud og anskaffer sig et dyr, for der følger både ansvar og opgaver med.
Børn kan godt stå og love, at hvis de får et kæledyr, skal de nok passe det, men du skal være klar over, at det ikke altid er tilfældet. Et barn skal være op mod 12 år, før du kan regne med, at han eller hun kan påtage sig at passe et kæledyr. Derfor er kæledyret et fælles familieprojekt, men hvis du er forberedt på det, så venter der masser af hyggeligt samvær og dejlige oplevelser med et kæledyr i familien.
Psykologer mener, at kæledyr til børn styrker deres mentale sundhed, fordi det har en positiv indvirkning på deres dagligdag og humør, fordi det skaber glæde, når man kommer hjem og bliver modtaget af et kæledyr, der altid bliver glad, når man kommer. Et kæledyr kan også have rollen som den, der lytter til alle hemmelighederne og bekymringerne, og som giver barnet en oplevelse af ikke at være alene med problemerne.
Et kæledyr kan lære dit barn mange ting
Med et kæledyr har dit barn mulighed for at lære, hvordan man bør opføre sig, når man er sammen med dyr. Det kan være med til at give barnet forståelse og respekt for andre levende væsener, og de bliver trænet i at forstå dyrets kropssprog. Børn lærer på den måde, at dyr ikke bare er legetøj, der er til for at underholde dem.
Det gælder dog både for pasningen af dyret og samværet med det, at det skal være noget, I er fælles om i familien, for mindre børn kan ikke af sig selv finde ud af, hvad dyret kan lide og ikke kan lide at ”lege”. Gør det til en fælles ting, når der skal fodres, aes og der skal ryddes op i buret eller skiftes grus i kattebakken , så barnet lærer at håndtere sit kæledyr på en hensigtsmæssig måde. Det giver også de bedste oplevelser for barnet.
Du kan se, at der er mange gode grunde til, at kæledyr til børn er en god idé. Men du skal alligvel tænke dig grundigt om, inden du kaster dig ud i det. Du skal gøre op med dig sel, om du selv har lyst til at have et dyr, for selv om det er barnets kæledyr, så er det dig, der er ansvarlig for, at dyret bliver passet, og at det i det hele taget bliver en god oplevelse for familien at have et kæledyr.
Gode råd til valg af kæledyr til børn
Der er mange ting, der skal overvejes, før man anskaffer et kæledyr til sine børn. Hvilket dyr passer ind i netop vores familie? Hvor meget plads har vi til et dyr, og hvor meget tid har vi til at passe det?
Mange børn plager om at få en hund, men den kræver rigtig meget tid og selskab, så hvis I ved, at I er en familie, der ikke er meget hjemme, så skal I finde et kæledyr, der kan være alene. Det kunne være et marsvin eller en kat. Hvis pasningen er en udfordring, så er det muligt, at det er bedre at få et akvarium med fisk, men det giver ikke meget leg.
Det kan faktisk være en rigtig god idé at prøve sig frem ved at passe venners og familiers kæledyr, når de er på ferie. Først når kæledyret er i hjemmet, finder man ud af, præcis hvad det kræver at få sådan et nyt medlem i famlien. Larmer dyret om natten? Lugter buret grimt? Sådan nogle ting er det fint lige at prøve af, før man anskaffer sig et dyr.
Fisk er nemme at passe, og billige i foder, men akvariet skal passes, og der er ikke meget leg, selv om de er sjov at se på. En fugl er også nem at passe, og den kan aes lidt, især hvis I bruger tid på at gøre den tam.
Hvis man skal have et dyr, man kan sidde med og ae, kan en hamster, et marsvin eller en kanin være et godt bud. Det kunne også være en kat, men I skal undersøge grundigt, hvad de forskellige dyr kræver. Endelig er det nok kun en hund, der giver den trofaste ven, der løber én i møde, når man kommer hjem.
Foruden at vælge det rette kæledyr skal du også gøre dig praktiske tanker mht. forsikringer. Det er for eksempel lovpligtigt at tegne en hundeforsikring uanset hundens race og alder. Du bør derfor straks tegne en forsikring, hvis du vælger at anskaffe dig en hund. Det er som udgangspunkt ikke nødvendigt at forsikre katte og andre mindre dyr, men det kan lade sig gøre.
Kommentarer er lukket.