Find de rette fodboldstøvler til dit barn
Når dit barn skal starte til fodbold er det vigtigt, at give det en rigtig god start. Børnenes drømme om at blive den nye Ronaldo eller Messi skal jo ikke forpurres allerede ved første træning, fordi udstyret ikke er i orden og falder fra hinanden med det samme eller giver vabler og dårlige oplevelser. Fodbold skal forbindes med glæde, leg og god aktivitet, og det vil et par gode fodboldstøvler hjælpe til at skabe.
Ligegyldigt om barnet kommer til at gå efter en professionel karriere, eller om fodbolden blot bliver en af mange interesser, der skal prøves af i løbet af livet, så er det nødvendigt at kunne snøre støvlerne uden at sige ’Av’ og kunne forbinde det, at betræde græstæppet i selskab med sine gode venner, med noget godt.
Derfor er der nogle vigtige parametre at tage stilling til, når du går på jagt efter dit barns første fodboldstøvler.
Find den rigtige størrelse
Fodboldstøvler er en ren videnskab, men man behøver nu ikke være professor for at regne ud, at en god pasform og størrelse er det vigtigste, når der vælges støvler.
Ved at finde den rette pasform undgår barnet vabler og generende mærker efter fodboldtræningen. Derfor skal du vide, hvor stor foden er. Det kan man selv måle, og ellers har de fleste skobutikker en skostørrelsesmåler, man kan bruge. Her er det dog vigtigt, at I måler foden om eftermiddagen, da foden udvider sig i løbet af dagen grundet væske. Test også gerne med en fodboldstok på foden, så I har den reelle størrelse for barnets fodboldfødder.
Et godt råd til førstegangskøbere eller til forældre, der skal købe fodboldstøvler til børn i voksealderen, er desuden at købe læderstøvler, da de kan udvide sig en smule. Det er bedre end at købe en størrelse for stor, som børnene kommer til at glide rundt i.
Fodboldstøvlen skal gerne sidde så der maksimalt er plads til en lillefinger mellem foden og hælen, hvis barnet er under 12 år. Den må gerne sidde tæt til foden, men ikke alt for stramt.
Vurder dit prisleje
Børn har en tendens til at løbe hen til de mest farverige og iøjnefaldende sko, når man går ind i en butik, men ofte kan disse modeller også være de dyreste.
Det kan selvfølgelig også være fint, hvis penge er underordnet, men det er en god idé at gøre det klart for dig selv og dit barn, hvilket prisleje I cirka kan tillade jer at købe støvler for. Barnet vokser også ud af støvlen skal man huske, så det kan være en fordel at starte i den lidt billigere ende, uden at gå på kompromis med kvaliteten selvfølgelig.
Man kan eksempelvis vælge sidste års topmodel for at få god kvalitet til en lavere pris. Det vigtigste er dog, at barnet kan lide støvlen og at den sidder ordentligt.
Hvis du har undersøgt markedet for fodboldstøvler med ovenstående in mente, er du klar til at begive dig ud og finde den helt rigtige fodboldstøvle til din nye fodboldstjerne.
Kommentarer er lukket.