Skab hyggelige morgener med børnene

Hverdagen kan være så travl, at vi nogle gange glemmer at nyde de små og simple øjeblikke. Nogle går fra dag til dag og venter på, at livet sker, og de glemmer, at livet består af hverdage. Man er nødt til at finde glæde i det liv, man allerede har, og det kan man blandt andet ved at nyde sin morgen med børnene.

Familie og mad

Morgenen er familiens tid

Morgenen er familiens tid, fordi det ikke er forventet, at man skal noget andet, i det enkelte øjeblik, hvor man lige vågner op. Her skal man bare vågne, gnide sine trætte øjne, søvnigt glide ud af sengen og sætte sig med sin familie om morgenbordet. Når øjeblikket er ovre, skal man måske videre i skole eller på arbejde, og eftermiddagen kan byde på mange forskellige aftaler og pligter. Men lige dér, når huset langsomt vågner op, handler det om familien, og det er et øjeblik, man skal lære at sætte pris på. Sig pænt godmorgen til hinanden, når I mødes omkring morgenmaden, og smil et lille søvnigt smil.

Hverdagsmorgener

I hverdagen er det alligevel forståeligt, at man ikke har tid til at lave det helt store morgenbord eller snakke i timevis; man har ting, man skal nå. Men alligevel skal man lige finde den rette balance. I kan sagtens bare spise havregryn til morgenmad og sidde med hver jeres tallerken uden ord. Så længe I gør det på samme tid, skaber det en form for fællesskab imellem jer, og det er et øjeblik, der sagtens kan være hyggeligt. Måske drikker I te sammen om morgenen, måske står I skulder til skulder og pakker madpakker, måske børster I alle sammen tænder på samme tid, eller måske har I en anden form for morgentradition, som I gør sammen. Det er små ting, men det er noget, der knytter jeres bånd som familie.

Morgener i weekenden

Morgenerne i weekenden er lidt noget andet. Hvis ikke hele dagen allerede er planlagt væk, kan I tage jer god tid til hinanden. Lav morgenmad sammen, og nyd den i hinandens selskab, imens I snakker om, hvad dagen mon vil byde på. Tag børnene med ind i jeres dobbeltseng og læs bøger højt for hinanden, imens I stadig har jeres nattøj på. Gå en tur imens I stadig kan se morgenduggen på græsset. Se solen stå op om vinteren. Der er mange ting, som sker udelukkende om morgenen, og det er noget, I skal drage nytte af, så det kan blive til noget specielt for jer som familie.

Fællestid 

Det er vigtigt at finde kvalitetstid sammen med familien, og selvom morgenen ikke kommer med uendelig tid, er det en god idé at øve sig i at finde glæde i de små, simple øjeblikke, som findes om morgenen. Morgener behøver ikke at være travle; de kan sagtens være hyggelige.

Kommentarer er lukket.